Vi lever i en tid, hvor det meste af livet foregår gennem en skærm. For unge er det ikke bare en del af hverdagen – det er hverdagen. Sociale medier, chatbeskeder, notifikationer og nyhedsstrømme fylder hvert eneste øjeblik. Og selvom teknologien på mange måder skaber fællesskab, skaber den også et konstant pres for at være online, opdateret og perfekt.

Som psykolog møder jeg mange unge, der beskriver følelsen af at være udmattede uden at vide hvorfor. De føler sig bagud, selv når de ligger i sofaen. Tankerne kører: “Hvad laver de andre?”, “Burde jeg være mere aktiv?”, “Ser jeg godt nok ud?” Teknologien bliver ikke bare et værktøj, men en målestok for, om man er god nok.

For mange unge er det svært at finde ro, fordi telefonen aldrig sover. Der er altid noget nyt at reagere på, og hvert like eller hjerte giver et lille skud dopamin – et øjebliks tilfredsstillelse, som hurtigt bliver til afhængighed. Men bag den konstante kontakt gemmer sig ofte en følelse af ensomhed og utilstrækkelighed.

Det er ikke teknologien i sig selv, der skaber problemerne, men måden den bruges på. Når sociale medier bliver et sted, hvor man sammenligner sig med andres glansbilleder, kan det forvride selvbilledet. Mange unge oplever en indre konflikt mellem, hvem de er, og hvem de bør være. Det fører ofte til lavt selvværd, præstationspres og i nogle tilfælde angst.

Som psykolog for unge handler mit arbejde om at hjælpe unge med at genfinde kontakten til sig selv. Vi taler om grænser – både digitale og følelsesmæssige. Om at kunne sige “pause” uden at føle sig udenfor. Mange opdager, at den største frihed faktisk ligger i at turde være offline, bare et øjeblik.

Et vigtigt skridt er at skabe bevidsthed. Hvornår bruger jeg min telefon for at hygge mig – og hvornår bruger jeg den for at flygte? Hvornår bliver scrollen en måde at undgå ubehagelige tanker på? Ved at stille de spørgsmål får man mulighed for at tage kontrollen tilbage, i stedet for at lade teknologien styre hverdagen.

Der er intet galt i at være en del af det digitale fællesskab. Det er en naturlig del af nutidens liv. Men for at trives, skal unge have strategier til at navigere i det – ligesom man lærer at navigere i virkelige relationer. Det kræver træning i at mærke egne grænser, acceptere pauser og være nærværende i nuet.

Teknologien ændrer sig hele tiden, men menneskers behov for kontakt, mening og selvværd gør ikke. Når unge lærer at finde balancen mellem det virtuelle og det virkelige, får de et stærkere fundament – et, der gør dem mindre sårbare over for sammenligninger og mere i stand til at mærke sig selv.

At forstå teknologiens psykologiske effekt er ikke et spørgsmål om at afvise den, men om at bruge den bevidst. For i sidste ende handler det om det samme som i alt andet psykologisk arbejde: at skabe balance mellem det ydre tempo og det indre liv.